Boligejere, der har finansieret deres bolig med afdragsfrie lån, risikerer store problemer, når afdragsfriheden hører op.
Hvis de ikke kan komme overens med deres bank om en ny finansiering, er der ingen vej uden om.
Så må de i gang med at betale afdrag på det eksisterende lån, og der kan blive lidt af en brat opvågen, skriver Søndagsavisen.
Det vil kunne mærkes
Ifølge BRFkredit betyder det, at den årlige ydelse efter skat stiger fra 26.400 kr. til lige knapt 60.000 kroner, hvis der er tale om et fastforrentet 4 procent lån på 1 millioner kroner. Drejer det sig om et flexlån er stigningen fra 13.200 kroner til ca. 54.400 kroner.
»Vi taler altså om en stigning i ydelsen, som vil kunne mærkes i det daglige for langt de flestes vedkommende,« siger Mikkel Høegh, seniorøkonom i BRFkredit.
Han opfordrer derfor til, at de pågældende boligejere allerede i dag begynder at forholde sig til, hvad der sker med deres økonomi, når afdragsfriheden hører op.
»En mulig kunne være, at man springer ud i at betale afdrag med det samme i stedet for at vente,« siger Mikkel Høegh.
10.000 kr. pr. million
Beregninger viser, at man kan slippe omkring 10.000 kroner billigere om året efter skat for hver lånt million kroner, hvis man har optaget et afdragsfrit lån for 5 år siden og begynder at afdrage allerede nu i stedet for at vente i fem år, til afdragsfriheden udløber.
I stedet for at betale 60.000 kr. efter skat om året i resten af lånets løbetid, kan man således nøjes med ca. 50.000 kr. for det fastforrentede og 44.000 kr. for rentetilpasningslånet i stedet for 54.000 kr.
»Det vil gøre landingen noget blødere,« siger Mikkel Høegh.
Høvler mere af gælden
Har man et afdragsfrit rentetilpasningslån, giver det yderligere mening at begynde at betale afdrag nu.
Realkreditlån er nemlig skruet sådan sammen, at jo lavere renten er, desto mere afdrager man på lånet.
Realkreditrådet har således beregnet, at man i år afdrager 17.000 kroner mere på et gennemsnitligt rentetilpasningslån på 1,3 millioner kroner end i 2009, fordi renten er faldet.
»Man høvler simpelthen mere af gælden, når renten er lav. Men i det hele taget er det en god ide at udnytte, at renten er lav i dag til at begynde at betale afdrag. Der er jo ingen, der ved, hvor høj den er, når afdragsfriheden udløber,« siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet.
Kilde: Søndagsavisen