28 maj 2011

Der er færre i arbejde

Selv om arbejdsløsheden faldt med 2.900 fuldtidsledige i april i forhold til marts, fortsætter arbejdsstyrken med at skrumpe, skriver Politiken lørdag. I slutningen af 2008 var der godt 2,975 millioner i arbejdsstyrken, men her i foråret 2011 er arbejdsstyrken svundet til cirka 2,87 millioner, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) over for Politiken på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriets Dream-register og Danmarks Statistik.

Det vil sige, at der nu er omkring 105.000 færre danskere, der har et job eller er arbejdsløse end for små tre år siden. Alene fra tredje kvartal 2010 til første kvartal 2011 er arbejdsstyrken faldet med omkring 20.000 personer.

Det fremgår ikke umiddelbart af tallene, hvor de, der forsvinder ud af arbejdsstyrken, forsvinder hen. »Vi kan se, at der er kommet flere ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og flere på sygedagpenge fra ledighed«, siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen, AE, til Politiken og tilføjer:

»Tallet kan også dække over, at nogle er begyndt at studere, hvilket er positivt, mens andre kan være skubbet ud af arbejdsmarkedet. De bliver måske forsørget af ægtefæller, men kan også være kommet på efterløn, førtidspension, revalidering eller anden offentlig forsørgelse«.

Forbundet med usikkerhed

I den borgerlige tænketank Cepos er der også bekymring over den faldende arbejdsstyrke, men cheføkonom Mads Lundby Hansen hæfter sig ved, at tallene er forbundet med en vis usikkerhed, og problematikken om arbejdsstyrken ændrer ikke ved Cepos' optimisme.

»I lyset af afskedigelserne i den offentlige sektor er det positivt, at ledigheden har været faldende. Al snak om yderligere finanspolitiske stimulipakker og fremrykning af offentlige investeringer bør høre op«, siger Mads Lundby Hansen til Politiken.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er mere forsigtig med at tolke arbejdsløshedstallene.

»Der er positive tegn i økonomien, mens vores akilleshæl er det indenlandske forbrug, som stagnerer. Vi synes, at vi skal vente med at træde på bremsen. Der er forskel på at stimulere og at træde på bremsen«, siger Frederik I. Pedersen til Politiken.

Kilde: Politiken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Nemt grovbrød (1 stort brød eller 2 mindre)

Ingredienser 25 g gær 5 dl lunkent vand 2 tsk salt 1 spsk honning eller sukker 2 spsk olie (f.eks. raps- eller olivenolie) 150 g havr...