Til sommer forventes det, at de første Google-bærbare rammer butikkerne. De vil være udstyret med Chrome OS, der er et styresystem målrettet computere, som konstant er på nettet.
Allerede nu har Google en betaudgave klar, og den er installeret på computeren CR-48, som it-journalister, heldige nørder og Googles samarbejdspartnere har fået lov at prøvekøre de seneste måneder.
Vi har haft fingre i Google-computeren, der er søgegigantens vision om fremtidens bærbare, og er klar med en bedømmelse.
Det er dog ikke nogen helt nem opgave og minder lidt om at give karakter til et stripnummer udført i fuldkommen mørke.
For maskinen er et bud på, hvordan en Google-bærbar kan se ud, men det er ikke sikkert, at det bliver helt sådan. Vi har desuden ikke mange håndfaste specifikationer på computeren og ingen pris.
Alligevel er det interessant at se nærmere på maskinen, for kan det være startskuddet til en Google-revolution på de bærbare computere? Kan Google Chrome OS gøre det samme for laptoppen, som søgegiganten har gjort med Android på vores mobiler?
Vi forsøger at besvare spørgsmålene i denne anmeldelse af CR-48.
Uden stjernestøv
CR-48 lyder som navnet på en robot, der blev siet fra under en casting til Stjernekrigen, og der er da heller ikke meget stjernestøv over computeren.
Den er udført i et minimalistisk design og bærer ingen former for logoer. Den er ganske enkelt rasende anonym. Alligevel har den en sær form for charme, der især kommer til udtryk, hvis du lader fingrene danse hen over låget og pladsen ved siden af touchpaden. Materialevalget er en form for blødt gummi, der er behageligt at røre ved.
Det samme gælder for tastaturet, der ganske enkelt er glimrende. Som flere andre producenter har Google kastet sin kærlighed på et "ø-type" tastatur, hvor der er luft omkring tasterne. Det gør det muligt at skrive hurtigt på maskinen uden alt for mange tastefejl.
Lidt overraskende har Google dræbt Caps Lock-tasten på computeren og erstattet den med en tast til søgning. Det er dog muligt at gå ind i indstillingerne på CR-48 og få tasten til at fungere normalt, hvis du er vant til at hamre den i bund og skrive flammeskrift i alverdens internetfora.
De velkendte F-taster i toppen af tastaturet har også måttet lade livet, men det er dog ikke noget, som er stærkt savnet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar