De officielle danske kostråd har i år seks år på bagen. Derfor sætter Fødevarestyrelsen sig nu sammen med ernæringseksperter fra DTU Fødevareinstituttet for at se hvor der er behov for at opdatere kostrådene, så de bedre flugter med både ny ernæringsfaglig viden og forbrugernes spisevaner ændrede spisevaner.
De nuværende otte kostråd blev lanceret i 2005 og har stort set fra dag ét været diskuteret. Rådene er da også undervejs blevet tilpasset, efterhånden som ny viden har dokumenteret et behov for justeringer.
Ved den seneste revision i 2005 blev de dengang syv kostråd til otte. Dermed fik kostrådene plads til 30 minutters daglig motion. Samtidig blev ordlyden af de andre råd justeret. Og i 2008 satte Fødevarestyrelsen mængder på fuldkornsanbefalingerne. Tidligere i år blev rådene om fisk opdateret, for de forbrugere der ønsker at spise mere fisk end de officielle anbefalinger.
Arbejdet med de nye kostråd kommer hovedsageligt til at foregå i to arbejdsgrupper. En gruppe ernæringsforskere fra DTU Fødevareinstituttet leder den videnskabelige del og en gruppe med Fødevarestyrelsen for bordenden skal se på, hvordan de nye råd bedst muligt kommunikeres til forbrugerne.
For at sætte gang i arbejdet med kommunikationen inviterer Fødevarestyrelsen alle interesserede til Kick-off møde den 25. maj, 2011. Her får fagfolk, forbrugere og forskere mulighed for at debattere de nuværende kostråd samt komme med bud på, hvordan kostrådene fremover kan kommunikeres, og om der evt. bør udvikles forskellige råd og anvendes forskellige kommunikationsformer alt efter, hvilke grupper i befolkningen der skal kommunikeres til.
Så længe revisionen af kostrådene foregår, er de eksisterende 8 kostråd stadig den bedste rådgivning om, hvordan forbrugerne bedst sammensætter sunde måltider i balance med fysisk aktivitet.
Fødevarestyrelsen forventer at kunne præsentere de nye kostråd i løbet af efteråret 2012.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar