09 maj 2011

Raw food er usundt på den lange bane

Raw food er mad, der bliver tilberedt uden brug ovn, gryder og pander. Og den rå kost er moderne – især blandt dem, der går meget op i at spise sundt.

Men faktisk er det ikke særlig sundt at holde sig til en kostplan alene med mad, der ikke har været op over 42 grader, som er retningslinjen for raw food. 

Vitaminer kommer med varmebehandling
– Der er mange vitaminer og mineraler, som vi ikke kan optage, hvis ikke maden har været varmebehandlet. Selvfølgelig går der også både vitaminer og mineraler tabt ved opvarmning, så derfor er det bedst at sørge for at få både rå og tilberedte grøntsager, siger chefdiætist Lisa Bolting fra Slankedoktor til alive.dk.

For lidt proteiner
Men det er ikke kun mineraler og vitaminer man højst sandsynligt får for lidt af, hvis man holder sig til raw food. For ligesom for vegetarer er det svært for raw food-spisere at få nok proteiner. 

–Man spiser hverken mælkeprodukter – som jo alle har været opvarmet – eller meget kød, da det jo skal spises råt. I stedet skal man som raw food-spiser sikre sig sine proteiner igennem kikærter, bønner og kornprodukter, men de skal jo igen så spises uden at have været varmet op, siger Lisa Bolting, der vurderer at raw food-spisere kun får nok protein, hvis de er yderst opmærksomme på det. 

Sværere at tabe sig
Og netop problemet med få proteiner i kosten betyder, at raw food er langt fra ideel for mennesker, der gerne vil tabe sig. 

– Det er velkendt, at proteiner er noget af det vigtigste at få, når man skal tabe sig. For at tabe fedtvævet og holde fast i muskelvævet, skal man nemlig have masser af proteiner, siger Lisa Bolting. 

Bliv inspireret
Derfor undrer hun sig også over, at raw food er blevet enormt populært blandt den gruppe, der går rigtig meget op i at spise sundt og være slanke. 

– Der er ikke noget galt i at spise raw food engang imellem. Og der er bestemt en god mulighed for at blive inspireret til nye måder at sammensætte grøntsager på og lade det bliver en del af de daglige kostvaner, så længe man ikke bliver fanatisk, siger Lisa Bolting.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Opsummering af Bogen Dit selvhelbredende sind: Introduktion til din medfødte sundhed

Bogen Dit selvhelbredende sind: Introduktion til din medfødte sundhed af Roger Mills og Elsie Spittle handler om, hvordan vores mentale sund...