300.000 danskere har astma, og der kommer flere til. Årsagen er svær at klarlægge.
På 10 år er antallet af danskere, der rammes af astma, fordoblet. I dag lider 300.000 af den belastende sygdom, og flere kommer til.
En ny undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed står bag, viser, at unge mellem 16-24 år og ældre over 75 år er de aldersgrupper, hvor flest har astma. Procentandelen ligger på 9 pct. for begge grupper.
Astma er en kronisk betændelsestilstand i lungerne, som viser sig ved åndenød, hoste, trykken i brystet eller en hvæsende og pibende vejrtrækning. I alt lider 7,6 pct. af den danske befolkning af astma. Hos mænd er andelen 6,8 pct., og hos kvinder er tallet 8,4 pct.
Vores miljø er alt for rent
Selvom flere og flere får astma, er der meget tvivl blandt eksperter om årsagen til sygdommen.
"Vi kender faktisk ikke årsagen. Der er mange teorier i spil, men der er endnu ingen konklusion på forskningen," forklarer Allan Linneberg, der er overlæge og forskningsleder ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden.
Miljøforurening har været én af de faktorer, der har været mistænkt som årsag til astma. Udviklingen hænger dog ikke sammen med astmastigningen.
"Sagen er, at den type forurening, vi har fokus på fra eksempelvis biler, er faldende. Der er også andre teorier, som f.eks. hygiejneteorien. Den går ud på, at vi alle er udsat for et miljø, der er alt for rent. Det får immunsystemet til at opføre sig mærkeligt, da det keder sig, fordi vi ikke længere er udsat for visse typer infektioner og partikler. Lige nu er vi i en meget spændende fase, hvor mange teorier afprøves," siger Allan Linneberg til fpn.dk.
Astma forveksles med rygerlunger
En anden teori er, at den fedmeepidemi, vi ser mange steder i verden, er årsag til astmastigningen.
"Der er påvist en klar sammenhæng mellem fedme og visse typer astma. En del af astmastigningen kan også skyldes allergi, da nogle typer allergi kan føre til astma. En sidste teori er en genfejl, som 10 pct. af alle danskerne har. Den giver tør og letgennemtrængelig hud, som måske kan give børneeksem, allergi og i sidste ende astma," forklarer Allan Linneberg.
Han kan ikke umiddelbart forklare, hvorfor så mange ældre over 75 år har astma. Han mistænker, at mange måske forveksler astma med rygerlunger, som en del i den generation har, da den har mange lignende symptomer.
"Det kan være, det er astma. Men alvorlig astma og rygerlunger kan forveksles, så jeg sætter spørgsmålstegn ved det resultat. De unges store andel er ikke uventet. Det kan skyldes fedme, allergi, immunsystem der keder sig, b-vitamin-mangel og andre ting," siger forskningslederen.
Vil man undgå astma, kan man gøre et forsøg ved at lade være med at ryge, være fysisk aktiv og undgå at blive overvægtig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar